Vælg en side

Alt starter med en kop kaffe (eller the)

Næsten alle møder i Danmark starter med en kop kaffe. Og i selskab med en kop kaffe har mange menneskers liv ændret sig, fordi vi netværkede og delte kreativitet. Få lidt mere viden om kreativitet, netværk og kaffe her.

Vi bliver tudet ørerne fulde med: “Meld dig da i det lokale netværk.” “Du skal bare bruge dit netværk.” “Jeg har også et kæmpe stort netværk, så dem spørger jeg lige.” (Jeg hører selv til den sidste trælse type, der altid lige kender en, så beklager på forhånd). 

Men ikke desto mindre oplever jeg næsten dagligt i mødet med erhvervsdrivende, at de simpelthen ikke formår at bruge deres netværk til fulde og skabe de muligheder for udvikling, som ligger lige foran højre skosnude. 

Vi tør ikke lige ringe til lokalpolitikeren, hvis der er noget, som vi gerne vil ændre. Vi får heller ikke lige ringet til ham / hende, der ville være potentielle investorer, og vi får slet ikke ringet til mulige kunder. Men hvorfor ikke? 

 

Jeg er lidt bange for  den der  kop kaffe.

Jeg har spurgt rigtig mange mennesker om, hvorfor de ikke udnytter det netværk, der ligger lige til højrebenet. Men de fleste svarer faktisk: “Jamen, det kan jeg jo ikke.” – undskyld, men hvad kan du ikke? 

“Jeg kan da ikke bare ringe” er en af de typiske forklaringer. En anden gængs forklaring er også: “Jamen, så interessant er min virksomhed jo ikke,” eller den evige: “Jamen, vi er heller ikke lige kommet dertil endnu.” 

Men jeg tør at love, at ingen (i nyere tid vel og mærke) er blevet skudt, fordi de ringede og inviterede en måske kommende investor, forretningsforbindelse eller kunde på en kop kaffe (og hvis det er sket, så er det muligvis fordi, det er en semiulovlig branche, det er sket i). 

Hvor om alting er, så er dit mod til at ringe og få taget snakken med et nyt menneske, der formentlig vil være afgørende for, om du får succes med din virksomhed. 

Det er alfa og omega for utrolig mange mennesker, at de er endt der, hvor de er endt – nemlig fordi, de kendte nogen, der kendte nogen, der kendte nogle helt andre igen, der kunne producere den lille bitte del, som de manglede til deres prototyper. 

Det, der gør os mennesker unikke, er evnen til at se værdien i win-win transaktionerne. Vi indgår konstant nye transaktioner med hinanden i forskellige former for værdier. Hele vores samfund er bygget på, at vi formår at gå to vindere ud af en sag i stedet for en vinder og en taber – eller i værste fald 2 tabere. 

Brug win-win til din egen fordel

Når du indgår nye aftaler eller skal sætte dig ned og invitere en kommende investor eller kunde til møde, så husk at have win-win tanken i baghovedet.

Hvis du er den, der formår at skabe en situation, hvor I begge to går “rigere” derfra, end da I kom, vil det formentlig blive husket som en god situation for jer begge to.

Derfor vil jeg slutte af med at give dig en lille øvelse, inden du skal ud og drikke en masse kaffe. Når du skal invitere et nyt menneske på en kop kaffe, så undersøg grundigt, hvilke transaktioner, som I begge kan vinde noget ved. På den måde har du allerede dine værdiskabende elementer klar ved hånden – og måske er det dig, der kommer hjem med en ny kunde eller ny investering. 

God arbejdslyst!

Bloggen om 

Innovation og entrepreneurship

Mit navn er Jane Vennersdorf, og jeg arbejder hver dag med iværksættere og selvstændige, der gerne vil skabe vækst i deres virksomheder. 
Mit hovedfokus ligger på innovation, og hvordan vi som mennesker udvikler os selv bedst muligt til at blive succesfulde indenfor det felt, vi arbejder i.

Velkommen til min blog – og god arbejdslyst!