et ret vildt iværksætterefterår

Der har været stille i lang tid fra min side – kort fortalt, fordi jeg har gjort det, jeg er rigtig god til: Nemlig at sætte skibe i søen. Og så blev efteråret brugt på at finde ud af, hvem i alverden der skal sejle dem? 😉
Her deler jeg lidt af de erfaringer med dig, som jeg har fået i løbet af de sidste 3 måneder.

 

Den 28. februar i 2019 stiftede jeg ApS’et offbeat media, hvor der designes websites, webshops og grafisk materialer samt markedsføring. Men efter en hård sommer, hvor jeg prøvede at stå med min første langtidssygemeldte medarbejder og en tvivlsom kunde, der ikke betalte, måtte jeg erkende, at jeg skulle til at kigge på min forretningsmodel – og hvad jeg egentlig har lyst til at lave sammen med mit team i offbeat media.

Lige pludselig har temaer som Digitale normader meldt sin ankomst i mit team og min bevidsthed. Samtidig er jeg også kommet frem til, at jeg vil være mindre bundet til at sælge timer. Så kan jeg i hvert fald kun sælge et maksimum ud hver måned.

Lysten til at arbejde på andre tidspunkter end 8-16 hver dag har også meldt sig. Mere tid sammen med min søn i hans vågne tider er også blevet en prioritet, når han snart skal starte i børnehave.

Men hvordan i alverden klarer man både at være iværksætter, karrierekvinde og mor og hustru uden at skulle fravælge eller nedprioritere det? Samtidig vil jeg også gerne udvikle mine medarbejderes og mit eget potentiale, kompetencefelt og mest af alt; vores personlige udvikling.

Så ja, dette store dilemma (set med mine øjne) har fyldt efteråret. Og hvad blev løsningen? Det kommer der en længere udredning på her – så skænk kaffen op, hvis du vil læse med videre 😉

Alle overvejelserne

Først af alt, så har jeg gjort mig en række overvejelser om, hvad det er, jeg gerne vil fylde mit liv ud med. Overvejelser som “vil jeg bruge mere tid med min familie?” “Vil jeg egentlig overhovedet arbejde fra kl. 8.-16. hver dag?” “Skal vi have flere hjemmearbejdsdage i mit team?” “Kan vi være produktive, hvis vi arbejder hjemmefra?” – lige indskudt bemærkning: Her er svaret et rungende ja! Flere undersøgelser viser faktisk, at vi er op imod 14 % mere effektive, hvis vi arbejder hjemmefra ret ofte.

Men andre overvejelser har også været der: “Hvordan skal min forretningsmodel se ud?” “Hvordan vil jeg tjene penge?” “Må jeg overhovedet snakke højt om det der med økonomi, og at jeg gerne vil være rig?”

Der har også været ganske almindelige overvejelser, der er lidt mere praktisk orienteret. Disse overvejelser har gået meget på at effektivisere arbejdsgange uden, at det dræner kreativiteten. Det har været en større udfordring end forventet. Mest af alt, fordi vi bliver grebet af kreativiteten gang på gang i mit team.

Og en anden overvejelse, der har haft en enorm betydning er, hvordan man holder likviditeten inde i en branche, hvor tingene kan trække ud – og hvor der også er folk, der ikke betaler til tiden (eller slet ikke betaler).

Så her fik du lige en decideret hjerneudskylning af nogle af de overvejelser, jeg har gjort mig her i efteåret. Det har været rigtig svært, fordi rigtig mange mennesker har en mening – og jeg er ikke en af dem, der tier stille og sondere terrænet lidt inden, at jeg inddrager andre i mine beslutningsprocesser. Tværtimod. Jeg løber jo nærmest ud og leder med lys og lygte efter nogen at spejle mig i og spørge til råds. Og det må jeg sige, at det er både godt og ondt.

Det er godt af den årsag, at man får en masse input og nye vinkler og nye netværk. Det er skidt af den årsag, at man skal bruge rigtig meget tid på at forklare, hvorfor man tager de valg, som man tager.

Og jeg må bare indrømme, at enten er jeg forud for min tid i forhold til ledelse og målsætning om mit liv – eller også er jeg ret skør. Jeg håber på det første og frygter for det sidste. Her kan du læse, hvordan den nærmeste fremtid ser ud – og hvilke valg jeg har taget i mine mange overvejelser. Så er du velkommen til at lave din egen konklusion på forud for min tid eller skør bagefter.

Familieliv vs. karriere

Først af alt, så hader jeg som pesten, at vi skal dele vores liv op i familie, karriere og fritid. For mit vedkommende er det en stor blandet landhandel. Og derfor har i efteråret valgt at se mit liv ud fra et helhedsperspektiv i stedet for at fokusere på at dele det hele op.

Jeg vil gerne have noget mere tid med min søn på 3 år, når han begynder i børnehaven, hvor normeringen er ret lav.

Jeg vil også gerne arbejde mere alene i løbet af en uge – og faktisk vil jeg gerne arbejde mere tidligt om morgen og om aftenen, da det passer ret godt ind i vores hverdag. Min mand og jeg har også snakket meget om, at nu når vi begge er selvstændige, så har vi også muligheden for at indrette vores hverdag efter det.

Derfor er jeg begyndt at arbejde om morgenen, hvor jeg er begyndt at stå op kl. 5.00. Min søn tager jeg så op kl. 6.30 og aflevere ham kl. 7.30., hvorefter jeg møder på arbejde indtil kl. 15.00. Efter juleferien er målet, at jeg kan hente sønnen senest kl. 14.30. hver dag.

Det medfører så også, at computeren nogle aftener er en fast del af sofahyggen, men altså tidligt fri er bare mere værd end, at jeg kan sidde uden computeren om aftenen, når knægten er puttet.

Så ja, nye vaner skal indføres samtidig med, at der er rimelig meget pres på arbejdslivet, og de ting, jeg arbejder sammen med mit team på. Om jeg kan holde til det, har jeg ingen anelse om, men jeg har det virkelig sjovt. Jeg er virkelig ofte frustreret. Og jeg vil ikke bytte det for noget som helst andet!

Iværksætterlivet i praksis

Alle de overvejelser, som du er kommet igennem længere oppe, kræver jo også lidt svar i forhold til iværksætteridelen. Jeg håber, at du kan få lidt inspiration til, hvordan dit iværksætterliv og forretningsmodeller kan se ud.

Helt lavpraktisk, så er vi ved at skrue vores forretningsmodel anderledes sammen. Det er virkelig hårdt, fordi vi har valgt i offbeat media, at vi vil udvikle og vækste på nye tiltag, imens vi drifter kerneaktiviteterne i 80 % af tiden. I praksis vil det sige, at vi laver hjemmesider, grafisk design og markedsføring i 80 % af tiden. Den resterende arbejdstid og alle de ekstra interessetimer bliver brugt på at lave nye forretningskonstellationer og forretningsmodeller.

En af dem er Familietiden.dk. En anden er Silk & Ink – og sammen med en række andre kvinder, satser vi stort på at komme ind på det trykte medie markedet på Sydhavnen i København med et nyt magasin, der hedder Original.

Disse forskellige aktiviteter satser vi på, at der bliver vores rugbrødspenge i fremtiden. Simpelthen så vi kan slippe for at være afhængig af at tjene vores løn via salg af timer.

Offbeat media ApS står bag det hele, og jeg ejer koncepterne i virksomheden, men jeg har samtidig valgt en helt flad teamstruktur. Og det betyder i praksis, at alle i virksomheden ved alt. Alle tjener også det samme i timen. Alle har ligeså meget at skulle have sagt som mig – jeg træffer selvfølgelig beslutningerne og sætter retningen. Men alle bliver spurgt, inddraget og taget med på råd. Og alle har den samme mængde ansvar.

Om det er komplet sindsygt, skal jeg ikke kunne afvise. Men jeg har fået ansat nogle skønne generationer Z’er, så jeg er nødt til at eksperimentere, for her er der nye spilleregler, hvis man vil have kreative og selvstændige medarbejdere.

Inspirationskilder

Alle disse tanker, overvejelser og idéer er ikke kommet af sig selv, men igennem samtaler med en masse fantastiske mennesker. Disse mennesker gjorde mig i starten ret så usikker på mig selv og mine egne overbevisninger. Derefter blev jeg ret imponeret og inspirereret – og nu må vi se, om det kan lade sig gøre at ændre alting i praksis.

Og nej, man kan ikke gøre det hele på én gang. Men jeg er også kommet frem til, at engang imellem er det sundt nok at sætte baren højt og satse på det bedste – og frygte det værste 😉

Hvis du mangler inspiration til at leve et anderledes iværksætterliv, så kan jeg helt klart anbefale dig at søge inspiration hos Mille Sjøgren fra MilleSpeak og Digitale Nomader.

Jeg har også hørt en del lydbøger den seneste tid, som har givet mig helt nye indsigter. Her er det specielt bogen “Dybe samtaler om lederskab” af Else Kathrine Relster, der har gjort sin indvirken på mig.

Desuden har jeg haft en del samtaler med min gode sparringspartner og kollega Louise Vogel Georgi. Hun har en helt speciel forståelse for min tanker og overvejelser – og jeg kan virkelig anbefale dig at finde en, som du kan spejle dig i, men som også tør at provokere dig og stille de trælse spørgsmål – uanset om du lige er startet eller har været i gang i mange år.

Så selvom der er mange overvejelser, tanker, glæder, frustrationer, idéer og dårlige vaner, der skal brydes, så kan jeg kun sige, at jeg glæder mig til det næste år begynder. Der er med garanti endnu mere modvind på vej – og der er med garanti også endnu flere fantastiske stunder og muligheder, der vil komme min familie, mit team og mig i møde. 

Skriv endelig til mig, hvis du mangler en, som du kan vende tingene med. Jeg er altid klar på en kop kaffe – enten i den virkelig verden eller med headset i ørerne.

Bloggen om 

Innovation og entrepreneurship

Mit navn er Jane Vennersdorf, og jeg arbejder hver dag med iværksættere og selvstændige, der gerne vil skabe vækst i deres virksomheder. 
Mit hovedfokus ligger på innovation, og hvordan vi som mennesker udvikler os selv bedst muligt til at blive succesfulde indenfor det felt, vi arbejder i.

Velkommen til min blog – og god arbejdslyst!